10. Sprøjtehuset Sprøjtehus

 

Det lille, gule hus, der ligger ved siden af smedjen, var tidligere Skovlundes sprøjtehus. Her stod landsbyens brandsprøjte. Når den røde hane galede, blev sprøjten sat op på en vogn, og der blev spændt et par heste for.

Oprindelig var der ikke noget organiseret brandvæsen på landet, men i 1764 gav regeringen ordre til, at der i hver bondeby skulle være en slangesprøjte med tilbehør. I 1792 kom der en mere udførlig forordning om brandvæsenet på landet samt om brandforsikring. Heri pålagde man godsejerne og bønderne »efter formue og tilstand« at holde slangesprøjte m.m., ligesom gadekæret eller branddammen skulle være i orden, og sognefogeden eller en anden skulle være brandfoged.

I 1861 blev der vedtaget en lov, der gjorde brandvæsenet kommunalt. Med den nye lov, der først trådte i kraft den 1. januar 1865, fik sogneforstanderskabet ansvaret for brandvæsenet. Det var imidlertid stort set de samme sprøjter og de samme mennesker, der blev benyttet, som før loven blev gennemført.

Skovlunde var inddelt i en østre og en vestre rode. Der var en brandfoged og en brandassistent, og hver gård over en tønde hartkorn skulle stille med en til to brandtønder med vand i, en let bøtte og en tragt. Gårdmændene skulle hente vand til sprøjten fra det nærmeste vandhul, mens husmændene trak sprøjten og pumpede. Ved hver rode var der udmeldt en gårdmand, som skulle sørge for heste til sprøjten, hvis brandstedet lå uden for byen.

Anders Berthelsen, der ejede Kavsbjerggård 1924–70, fortæller, at man brugte nogle små, røde brandtønder, der næsten altid var utætte: »Når vi kom, var der ingen vand i dem. Men den kunne pumpe, den lille sprøjte, vi havde. Der stod fire mand og pumpede, og så stod der et kar ved siden af, som man hældte vand i, og så spyttede den jo noget vand ud.«

Når der udbrød brand, gik »tuderen« rundt i Skovlunde og tudede i brandhornet for at kalde brandmandskabet sammen, og der blev sendt udridere til husene og gårdene på marken.

To gange om året blev der holdt »brandsyn« på sprøjte og redskaber, og ved disse lejligheder blev der »slukket« bravt med spiritus, hvor brandmandskabet kom frem.

I 1905 kom der en ny lov, der gav landkommunerne mulighed for at ansætte lønnet mandskab ved sprøjterne, men først i 1927 fik Ballerup sin første brandstation med fast mandskab.

Byvandringens tekst: Svend Jørgen Jensen
Foto: Skovlunde Bibliotek
Ansvarlig for denne side: Niels Øwre - Skovlunde Bibliotek
Sidst opdateret: 11.3.2004